Vi definerer os selv og verden ved hjælp af lys, mørke og farver.

Gennem generationer har vi udviklet en kulturarv, der fortæller os, at lyset og farverne er noget objektivt – noget, der er adskilt fra os selv og derfor som regel ikke særlig relevant for vores oplevelse af os selv som mennesker. Det ligger i den naturvidenskabelige skuffe sammen med andre fjerne emner, der ikke har nogen betydning for det nære hverdagsliv.

Mørket bliver set som fravær af lys. Mørket bliver set som en slags ingenting. Nogle af os oplever mørket som farligt. Ondt!

Både i tantra og yoga beskrives mennesket som en regnbuebro mellem den lyse jord (oplyst af solen) og det mørke himmelrum.

Jordens skabende lysenergi udtrykker sig i opstigende røde, orange og gule nuancer. Himmelrummets mørke energi kommer os i møde som blå og violette farver. Der hvor de mødes i hjertet, opstår oplevelsen af grønne nuancer.

Naturens fremherskende farve er grøn. I gammel tid i Indusdalen blev livet på jorden, det liv, som vi selv er en del af, beskrevet som resultatet af elskovsaffæren mellem mor jord og far himmel. Shakti og Shiva.  Lys og mørke,der mødes og starter skabelsesprocesser. Som mennesker orienterer vi os i disse scenarier ved hjælp af lys, mørke og farver.

Min egen oplevelse af fænomenet farver er igennem mit liv blevet præget af Goethes farvelære.

Goethe blev født i Frankfurt am Main i 1749. Selvom han levede omkring 1800-årene (død 1829) var han på mange måder et renæssancemenneske. Han var kunstner, forsker og filosof.

Et af hans interesseområder var farverne i os og om os. I modsætning til sin samtidige Sir Isaac Newton, anså Goethe det for umuligt at adskille den observerende fra det observerede. Newton udviklede en teori om farver og lys, som var tro imod det naturvidenskabelige dogme, der siger, at mennesket og dets sanser skal holdes ude af betragning, når man udvikler viden om verden.

Det interssante ved Goethe var og er, at han anså det observerende mennesket som en uadskillelig del af det observerede.

Hele processen med at opleve farver beskrives som det sansende, følende og tænkende menneskes dialog med naturen og universet.

Det er det synspunkt, som for mig gør Goethe interessant for mennesker, der vil udvikle et dybere kendskab til sig selv og sin rolle i verden ved hjælp af meditation.

Et eller andet, som vi ikke helt ved, hvad er, og som vi kalder for bevidstheden, oplever verden i sig og om sig. For en stor dels vedkommende foregår vores orientering i naturen og det indre liv ved hjælp af farver.

Goethe beskriver farverne som fænomener, der opstår i mødet mellem lyset og mørket.

Billedkunstner Henrik Boëtius og de to filmmagere Marie Louise Lauridsen og Marie Louise Lefévre lavede en 1998 en liflig og meditativ film om Goethes farvelære.

Filmen fås desværre kun som VHS, men jeg har fundet en udgave af den på YouTube.

…og når alt dette er sagt, så er der vist i virkeligheden ikke rigtig nogen, der endnu forstår eller kan forklare, hvad lys, mørke og farver er.

Men vi kan opleve det og få en masse glæde af at beskæftige os med disse forunderlige fænomener. Både kunstnerisk og meditativt som selvhelbredende redskaber.

http://www.denstoredanske.dk/Kunst_og_kultur/Litteratur/Tysk_litteratur/1770-1832/Johann_Wolfgang_Goethe