…eller lige i det øjeblik, når indåndingen blander sig med udåndingen, mærk dit energiløse, energifyldte centrum. 

 

Vigyan Bhairav Tantra er skrevet som en lang samtale mellem lærer og elev. Denne øvelse bygger videre på de forgående.

Umiddelbart lyder instruktionen som noget vrøvl. Hvordan kan et centrum både være energiløst og energifyldt? Der er selvfølgelig en mening med galskaben.

Vi vil gerne styre og kontrollere. Det giver en følelse af tryghed og et håb om, at vi en dag vil kunne magte alle aspekltre af tilværelsen. Vi styrer vores aktiviteter. Måske prøver vi at styre andre mennesker – eller hverdagens begivenheder. Og som regel er der en høj grad af styring i vores måde at trække vejret på.

For at gøre det, er vi nødt til at investere en masse livskraft – energi i vores vejrtrækning. Og det er i og for sig udmærket. Det gør, at vi kan skabe os en hverdag, der passer til vores ønsker, evner og behov. Men ofte bliver vi afhængige af at skulle styre og kontrollere. Især hvis det danner basis for vores tryghed.

I åndedrættet, lige der, hvor indåndingen blander sig med udåndingen, er der ingenting. Her er det energiløse centrum. Vi kan ikke styre det lille øjeblik. Heldigvis vil kroppens egen naturlige rytme hurtigt starte udåndingen, og vi mærker igen åndedrættets kendte energi.

Øvelsen her prøver at ryste os lidt ud af disse kontrolvaner. Tantra handler i det hele taget om at overgive sig til livsprocesser, der ligger dybere i vores kreative intelligens end dagsbevidsthedens begrænsede horisont.

Mærk det energifyldte centrum, siger læreren til eleven. Mærk den energi, der bobler frem, når vi slipper. Det er en helt anden slags energi end den, vi er vant til. Den kommer fra vores dybeste kilder. Den er ren ki – ren chi, prana eller livskraft.

Energien strømmer i os og om os. Den er os – og den er større end os. Den “taler” et sprog, som vi kender fra vores drømme, myter og eventyr. Den er fuld af symboler og intuitiv viden. Det er her, vi finder vores indre kompas. Det er her, vi endelig begynder at holde os selv i hånden. Det er herfra den ægte følelse af at magte livet udspringer.

Alt det får vi adgang til i det lille bitte øjeblik, hvor indåndingen stopper … hvor vi ikke har kraft til at stå i vejen for os selv. Lige dér, før udåndingen rejser sig som et lille stormvejr, der forstyrrer vores klarhed – lige dér er der kontakt til sjælens rødder.

Ved med let og afslappet intention at øve os i at være fuldt opmærksomme på det lille moment falder vi tilbage til vores eget tidløse centrum.

Hvor i kroppen sidder så vores centrum?

Kigger vi på os selv som fostre, så er der helt klart et meget aktivt centrum omkring navlestrengen. Maveområdet. I karate, tai chi, chi gong osv. er fokus da også på at finde ind til kraften og livsenergien i dette område.

Men centrum kan også være hjertet. Vores celler, der er eksperter i liv, starter med at danne hjertet kort tid efter undfangelsen. På et tidspunkt i fosterstadiet er vi nærmest ét stort hjerte. Så måske er dét vores centrum?

Selve oplevelsen af at være i sit centrum er en individuel og intim oplevelse, der ikke kan beskrives. Men jeg ved, at ingen er i tvivl, når det sker.

Vi ved, når vi genkender os selv!